4. november 2022
Finali Mondiali: Formula Racing vinder Teammesterskabet
Fantastisk flot afslutning
Formula Racing kunne for fjerde gang modtage den eftertragtede teampokal, da præmierne blev uddelt efter afslutningen på Ferrari Challenge-sæsonen, den store Finali Mondiali, på Imola den forgangne weekend.
Det danske team har deltaget i det prestigefyldte europæiske mærkemesterskab siden 2017 og vundet teammesterskabet fire gange – og traditionen tro var Formula Racing også repræsenteret på mesterskabspodierne i de individuelle kørermesterskaber.
Holdets finske kører, Luka Nurmi, sikrede sig nemlig en tredjeplads i det hurtigste Trofeo Pirelli-mesterskab efter en sæson, hvor det 18-årige talent var på løbspodiet hele ni gange. Desuden sikrede sidste års vicemester i Pirelli Am-klassen, danske Christian Brunsborg, en flot tredjeplads i den særlige verdensfinale, som samler alle de internationale Challenge-serier til ét samlet opgør.
Også danske Peter Christensen sikrede sig et podie i verdensfinalen, da han efter en weekend med to suveræne løbssejre kørte sin Ferrari 488 Challenge-racer over målstregen på en stærk andenplads i sin klasse.
– Fantastisk flot afslutning på en sæson, hvor vi igen har haft succes i den europæiske Challenge-serie. Finali Mondiali samler både kørere og entusiaster til en weekend, hvor passionen for Ferrari og motorsport er i højsædet, og vi er stolte over at kunne mønstre vores profiler på podierne. Ikke mindst er vi begejstrede over igen at tage pokalen for teammesterskabet. Et kæmpe tillykke og en lige så stor tak til hele holdet for en enorm indsats, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.
Stærk holdindsats
2022-sæsonen bød også på Challenge-debut for den unge dansker Conrad Laursen, som i en alder af blot 16 år blev den yngste kører i Ferrari Challenge-seriens historie. Conrad er søn af Formula Racings ELMS-mester fra 2015 og Coppa Shell-mester fra 2017, Johnny Laursen, som også gjorde comeback på holdet i 2022.
Foruden ovenstående var Formula Racing i år også repræsenteret af italienske Alessandro Cozzi samt danskerne Claus Zibrandtsen og Henrik Kamstrup, som deltog i udvalgte afdelinger. Alle tre sikrede sig podiepladser i årets mesterskab og bidrog dermed med solide point til teammesterskabet.
2023-udgaven af Ferrari Challenge Europe skydes i gang den 24.-26. marts i Valencia. Den nye sæson bliver ekstra spektakulær, da serien vender tilbage som supportklasse til 24-timersløbet på Le Mans i juni.