26. januar 2023

Mød Formula | Claus Juulsen

F40, fodbold og gode relationer

Claus Juulsen, 38, er nyeste mand i vores nyåbnede Vejle-afdeling – Claus bliver ansvarlig for Ferrari- og Maserati-salget i Vejle.

FORTÆL OS LIDT OM DIG SELV…

Jeg er en fyr på 38 år, som altid har arbejdet indenfor salg og ledelse. De seneste mange år har det været i bilbranchen. Det ligger mig nært at opbygge den tætte og langvarige relation. Noget jeg ser frem til her ved Formula. Som privatperson har jeg altid dyrket meget sport – specielt fodbold. Her har jeg meget af tiden været manden på midtbanen, som har taget mange kampe og er gået forrest i alle duellerne – en god teamplayer, vil jeg sige. Fodbolden er for et par år siden lagt på hylden og udskiftet med løb. Udover det så har jeg tre skønne børn og er gift med Louise.

HVORFOR FORMULA?

Formula er meget mere end bare et arbejde – det er en lille familie, som deler samme passion. Dette kombineret med at Formula altid har kunden i fokus, og give den absolut bedste oplevelse – uanset om de blot vil se eller købe deres drømmebil. Jeg tør godt indrømme, at jeg som barn selv havde en F40 hængende på værelset. Da muligheden bød sig for at blive en del af Formula, som er, hvis du spørger mig, det ypperste indenfor bilbranchen, var der ingen betænkningstid.

I Vejle skal vi bygge videre på den eksisterende kultur fra Lyngby.

HVAD SER DU FREM TIL HOS FORMULA?

Jeg ser frem til at blive en del af et rigtig stærkt team med en masse dygtige medarbejdere. Her i Vejle skal vi bygge videre på den eksisterende kultur fra Lyngby, hvor man altid har budt alle velkommen med åbne arme. Ligeledes glæder jeg mig til at være med til at opfylde en masse drømme, samt dele passionen for vores brands med eksisterende og nye kunder.

Jeg er netop landet i mine professionelle drøm, som jeg satser på at skulle blive i, mange år frem. Her skal jeg, som mange af mine kollegaer er for mig, gerne blive et forbillede og rollemodel. Om 10 år skulle jeg gerne have opbygget et godt og solidt netværk her i Vejle, som jævnligt kigger forbi til en kop kaffe og bilsnak.

EN SIDSTE TING… DRØMMEBILEN?

Jeg har løftet sløret lidt, og dette er, som mange andre har valgt, den ikoniske F40. Den er med dens elegance, frækhed og en fantastisk motor, indbegrebet af kunst på fire hjul og et ”personligt” gæt herfra, så håber jeg den konverteres til en moderne klassiker en dag.

Af de nyere modeller er favoritten en 458 Speciale, den sidste model med V8-sugemotoren.